Ekstrem Ølsmagning
Fredag den 19. oktober 2007
 

Se billedreportage her!

Af den ene eller den anden grund var der ikke nok håndbryggere i år der kunne levere håndbrygget øl til den traditionsrige håndbryggerkåring indenfor TAWØL. Derfor blev der denne fredagaften i efterårsferien afholdt en ølsmagning - ekstrem ølsmagning. Og ekstrem blev den.

Der var dog en enkelt håndbrygger der stillede op med sit øl alligevel. Derfor blev smagningen indledt med en håndbrygget kvalitetsbryg på 9% fra Klaus Ravnborg. Der var næsten fuld hus ved håndsoprækning om Klaus han skulle bestå som håndbrygger. Det resulterede også i at Klaus kunne overtage den flotte vandrepokal fra sidste års vindere, Leif Nielsen og Peter Baggerman. Pokalen vil således pynte hjemmet i Kjeldbjerg. Der satses på en ny håndbryggerkåring i 2008 - med minimum 8 gode håndbryggede øl fra egne rækker, brygget på Ans Bryghus eller hjemme hos medlemmerne på eget bryganlæg.

Herefter kunne den ekstreme smagning starte. Hvorfor en ekstrem ølsmagning? Jo, ganske enkelt for at udfordre os med kraftige øltyper, med øl som selv ølentusiaster ikke drikker så ofte. Øl der er kraftig i alkohol, i bitterhed eller på anden måde overrasker. Smagningen var bygget op som en 5-retters menu, med aperitif, forret, hovedret, dessert og til sidst after dinner drinks. Aperitiffen var en Trois Pistolles fra det Canadiske Unibrue (9%). Forretten bestod af to kraftige India Pale Ale's (IPA) -  Hercules Double IPA fra amerikanske Great Divide (9,1% og 85 IBU), og Batch #100 fra det norske mikrobryggeri det Nøgne Ø (10%). Disse øl er så kraftig humlet, at de ikke glider nemt ned hos den uerfarne ølsmager. Disse to øl fik mange til at indse at øl byder på mere end gode belgiske trappister eller tyske hvedeøl. Hoveretten bød på to Imperial Stouts - Oak Aged Yeti Imperial Stout fra Great Divide (9,5% og 75 IBU)) og Nøgne Ø's Imperial Stout (9,5%). Virkelig øl der mætter som en hovedret skal gøre. Stouten fra Great Divide har lagret på ristet egetræsflis, og det giver nogle særlige toner af vanille og karamel(toffee) til øllet. Så var det tid til desserten - En barly wine fra Fur Bryghus (9,5%) og Old Ruffian Barly Wine fra Great Divide (10,2% og 90 IBU). Disse øl er lidt sødere og derfor velegnet til en dessert. Afslutningsvis var der after-dinner-øl  fra det danske fantombryggeri Mikkeler. Deres Monk's Elixir (10%) er brygget på det belgiske bryggeri De Proef - og det kan smages, en god Belgisk mørk ale. Den allersidste øl blev Unibroue's La Terrible (10,5%), brygget i Canada af den Belgiske brygmester Robert Carlebois.

De 53 deltagere kan være tilfredse med endnu en ølsmagning i rygsækken. En ekstrem ølsmagning som der ikke afholdes mange af i landet.
Det siger sig selv at der var en god stemning efter denne smagning, og det bliver støttet af TAWØL's formålsparagraf:
Laugets formål er at fremme kendskabet til og nydelsen af whisky og øl af god kvalitet. Lauget skal desuden fremme interessen for fremstilling af godt håndbrygget øl. Sidst, men ikke mindst, har lauget til formål at skabe rammer for et godt og muntert socialt samvær mellem laugets medlemmer.  

Menuen:

Aperitif
En forsigtig starter på 9%
Nemt at sluge for enhver!

Forret

To ekstreme IPA's fra hver sit kontingent.
Gode bitre øl som udfordrer smagsløgene!

Hovedret
To imperial stout øl - af den absolut kraftigste slags.
Mætter godt som en hovedret skal gøre!

Dessert
Til den søde tand.
To barley wines, begge hentet til Jylland med skib.
Virkelig spændende øl som runder af på menuen!

After dinner
Vi slutter af med nogle gode ekstreme øl af absolut topklasse.
Enlig bare for hyggens skyld.